Viser opslag med etiketten hækle-mystery. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hækle-mystery. Vis alle opslag

mandag den 24. marts 2008

Hækle-race, garnkøb og hoved-strik

Man skulle næsten tro mit hækletøj troede det skulle vinde et væddeløb... "Del 3" er allerede færdig (indrømmet det kom lidt bag på mig at det var så hurtigt overstået, selvom der knækkede en hæklenål undervejs) - billederne er taget




og delene er taget i brug af en sneboldskamp-afkølet 9-årig, der senere viste sig at have 38,9...
Pludselig slog det mig - jeg har kun hæklerier i gang... det må vi gøre noget ved. Straks slås op til en bamsetrøje i Opal-et-eller-andet fra Bendix's resteudsalg. Hun mente det var fra USA og måske blev kaldt "Dalmantiner" - jeg synes mere det ligner "salt&peber" eller måske "småsten" når det strikkes op... whatever bamsen er jo ligeglad med hvad det hedder :-)


Fik i øvrigt købt mere garn hos Bendix og har også bestilt i 3 webshops (guld når man får penge tilbage i skat!!!) så jeg glæder mig meget til postens besøg de næste dage



Fik også sat igang på en trøje-sjals-mohair-ting min 11-årige datter havde forelsket sig i på et billede... hø-hø... om jeg kunne finde opskriften??? Niks, så jeg måtte forbi min ene lokale garn-pusher og suge lidt kraft ud af hendes færdige modeller.... Tænkeboks... måle-måle og så bare på hovedet ud i det lilla mohair. Mere herom senere.

mandag den 17. marts 2008

Slagtning og fristelse

Så er "del 2" slagtet og startet op igen i en noget kortere version. Jeg måtte indrømme overfor mig selv at jeg ville blive træt af den uheldigt-korte bort når tæppet engang blev færdigt, selvom jeg absolut ikke gad starte forfra. Men OK, så var det heller ikke værre, da først det var overstået.

Til gengæld er jeg faldet over en gigantisk fristelse -savle-savle-savle- men jeg prøver ihærdigt at stå imod... Super Karla KAL ... Uha, hvor har jeg dog fantastisk lyst til at melde mig. MEEEN det må nok blive en anden gang. Jeg havde jo besluttet at 2008 skulle være store-UFO-år. At jeg allerede har dispenseret flere gange gør det jo ikke ligefrem bedre :-( Hækle-Mysteri er fx en "smutter"... men da det handler om lager-garn, blev det godkendt i oprydnings-komiteen.

Så der er ikke anden udvej - op på UFO-hesten igen - Super Karla må vente til en af de dage, hvor der er 2 uger på en torsdag...

søndag den 16. marts 2008

Endelig et billede

...hvis altså jeg kan få det her til at samarbejde...


Det var så "del 1" - i 37 forskellige farver. Det passer ret godt til min lidt flippede stil. Farverne er valgt en af gangen - alene med det ene kriterie at det ikke måtte blive et grimt sammenstød.

Nu slås jeg så med "del 2"... jeg havde ikke taget højde for at kædemaskerækken gav sig over 50% når der blev hæklet fastmasker i den :-( så jeg sidder nu med en bane, der har den rigtige længde, men kun fylder 9,5 cm i bredden. Det er en nitte.
Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for om det skal have lov at være en del af charmen ved tæppet eller om jeg bare skal se at få pillet det op.

Det må lige have en tænkepause over en frokost og et par omgange på det sidste ærme på min hæklede NORO-jakke...

lørdag den 8. marts 2008

Det måtte jo ende sådan....

... at jeg også fik en blog - det har trukket sammen længe. Jeg har fulgt forskellige strikke blogge siden oktober, under en sygemelding, og det er jo stærkt vanedannende.

Jeg vil snarest få detaljer om min andel i hækle-mystery tilvejebragt.